​Kemi

- En base kan optage en hydron og en base er et molekyle eller en ion.

Inden for baser er der et stof ved navn H2O, som både er i syre og baser. Når et stof er både i syrer og i baser kaldes det for en amfolyt.

 

Ofte kalder man NaOH for en stærk base, men faktisk er det den OH- ion, der er i basen, som gør at den er stærk. Denne OH- ion vil meget gerne optage en hydron (H+), som også kaldes for protoner. Når OH- har optaget en hydron bliver den omdannet til H2O, altså vand.

 

Når man blander saltsyre og en natriumhydroxidopløsning, bruger man mængder som passer sammen (ækvivalente mængder) af NaOH og HCl. Ved denne blanding får man så en ren opløsning af NaCl i vandet.

 

En HCl-opløsning indeholder H3O+ og Cl-.

En NaOH-opløsning indeholder ionerne Na+ og OH-.

Når de to opløsninger blandes sammen, blander vi ionerne: H3O+(aq), Cl-(aq), Na+(aq) og OH-(aq).

 

H3O+ er en stærk syre og OH- er en stærk base. Blandingen indeholder ionerne Na+ og Cl-, som svarer til en opløsning af natriumchlorid.

Hvis HCl og NaOH blandes i ækvivalente mængder (mængder som passer sammen), får man en ren opløsning af natriumchlorid i vand. Syren og basen bliver så neutrale, fordi vi blander en syre og en base sammen. Andre ionforbindelser, som også indeholder OH-, reagerer på samme måde.

 

Når man har brug for en base, bruger man i industrien ofte Ca(OH)2, hvor hvis man i naturen skal bruge en base til at neutralisere en syre, bruger man ofte kalk (CaCO3). Dette finder tit sted i søer og i jordbunden. Koncentrationen af CO32- i det vandet, som er i jorden eller i søer bliver aldrig ret stor. Dette skyldes at CO3- ikke er lige så stærk base som OH- og fordi at kalk er tungtopløseligt.

 

Baser er stærkt ætsende, og man skal derfor ikke få noget i øjnene, da det meget hurtigt kan give øjenskader. Brug derfor briller. Hvis det alligevel skulle ske, at man fik noget i øjnene, skal man omgående skylle øjet og kontakte en læge.