Syrer

Det første vi tænker, når vi hører ordet syre er den ætsende fornemmelse i munden vi får fra citroner, appelsiner, sodavand osv.

VI viser hvordan kemikerne definerer en syre.

- En syre er et molekyle eller en ion, der kan afgive en hydron.

En syre er et stof der kan optage hydrogenioner (H+-ioner), når de reagere i vand. Hydrogenionerne er i mange stoffer, men det er ikke alle hydrogenatomer der fraspaltes, men derimod kun bestemte hydrogenatomer kan fraspaltes. Når disse hydrogenatomer fraspaltes, så bliver de til H+-ioner og stoffet gøres til en syre. Det hydrgenatom, der sidder i forbindelse med ilt, i eddikesyre, spaltes. Vi kigger lige på et eksempel, som illustrerer dette:

CH3COOH⟶CH3COO- + H+

Da syre er en protondoner, kan den først ”opføre” sig som syre, hvis den reagere med base (det samme gælder for baser). Eftersom vand både kan fungere som en syre og en base (amfolyt), så vil det opføre som base, i et tilfælde, hvor syren kommes i vand. Vi kigger på endnu et eksempel:

HCl + H2O ⟶ Cl− + H3O+

HCl betragtes som en stæk syre, da de fleste (stort set alle) HCl-molekyler afgiver deres protoner til vand, så den eneste syre der er tilbage i opløsningen er H3O+. På baggrund af det, så er den stærkeste syre i vandet H3O+. Syrer der holder godt på deres proton, kendetegner en svag syre, dvs. at protonen afgives til vandet af en lille del af molekylet. En huskeregel kunne være, at en stærk syre holder svagt på protonerne, mens en svag syre holder stærkt på protonerne. Det betyder således, at stærke syrer har svage korresponderende baser. F.eks. er Cl- en svag base, da den ikke kan holde på en proton mod vand (H2O).

Nogle syre-base-reaktioner (reaktioner, hvor der overføres hydrogenioner [H+-ioner] fra en syre til en base) overfører ikke protoner. I tilfældet, defineres syre i stedet, som en elektronpar-acceptor, altså den acceterer elektronpar.